Fodring af kaniner

Mange problemer hos kaniner er fodringsrelaterede og vil dermed kunne undgås ved korrekt fodring. Kaniner har brug for en fiberrig kost, som både består af fordøjelige- og ufordøjelige fibre

Fordøjelige fibre:
De livsvigtige næringsstoffer optages i kroppen (sukker, stivelse, proteiner mm). Fibrene forgæres og kommer senere ud som Caecotropher - en lidt blød afføring, også kaldet "natafføring".
Denne afføring indeholder bl.a. essentielle vitaminer og mikroorganismer, som bidrager til en sund fordøjelse.
Det er livsvigtigt for kaninen at spise disse Caecotropher og det er derfor kaninen også kaldes for pseudo-drøvtygger.

Ufordøjelige fibre:
Disse fibre er også meget vigtige for kaninens sundhed og helbred, da de bl.a. hjælper med at slibe tænderne, som på kaniner vokser hele livet (både fortænder og kindtænder).

Det skal kaninen spise:

Den optimale foderfordeling for kaniner er:

80 % Hø eller græs:
En kanin skal spise en bunke hø på størrelse med kaninen selv, hver dag. Køb hø af god kvalitet og sørg for, at kaninen altid har adgang til det. Hav gerne hø flere forskellige steder.

15 % Grønt:
Dette svarer til ca. 1 dl. grønt pr. kg. kropsvægt.

Fra naturen: Mælkebøtter, græs, vejbred, skvalderkål og kløver. Krydderurter, (friske som tørrede), er også et hit hos kaniner. Grene fra hassel, pil eller frugttræer er kaniner også rigtig glade for. Bare husk, at undgå grene fra hyld og træer med stenfrugter (fx kirsebærtræer).

Året rundt: Romaine salat, hjertesalat, krølsalat, bladselleri, jordskokker, asparges, gulerodstoppe, rød og gul peber. Man kan godt give grønkål, broccoli, hvidkål og spidskål, men man skal være lidt varsom med kål, da det kan give luft i maven. Nogle kaniner har en sart mave og tåler slet ikke kål.

Giv sjældent gulerødder, da de indeholder meget sukker og for lidt fibre. Så ligesom med frugt, kan de gives i små mængder. Dvs. max 1 cm. gulerod pr. kg. kropsvægt dagligt.

5 % Tørkost:
Tørkost gives som et supplement til den øvrige kost, for at sikre nok vitaminer og mineraler. Giv foderpiller af god kvalitet som fx. Burgess Excel.
Med foderpiller har kaninen ikke mulighed for at sortere i dem, da de alle er ens. Dermed undgås at kaninen får for meget sukker og for lidt eller ingen af de vigtige vitaminer.

Kaninen har en sød tand og vil vælge at spise alt det fede og det med højt sukkerindhold i en müsliblanding. Samtidig tager det appetitten fra høet.
Derudover er næringsindholdet i müsliblandingerne oftest ikke tilstrækkeligt, da det indeholder alt for lidt fiber og kalk og alt for mange letfordøjelige kulhydrater.

Jo mere sukker og stivelse kaninen indtager, jo flere caecotropher kommer der ud i den anden ende. Det kan resultere i en bagende klumpet til med disse caecotropher - som i øvrigt ofte forveksles med diarre.
For meget sukker og kulhydrat kan også gøre din kanin overvægtig, hvilket bl.a. kan give den led- og hjerteproblemer.

1 % "slik":
Da frugt er som slik for kaniner og indeholder meget sukker, bør det derfor KUN bruges i små mængder som lidt ekstra lækkert. Se afsnittet ovenfor hvordan for meget sukker påvirker din kanin.
Du kan bruge frugt som:
Pære, bær, melon og fersken (u/kerner) samt kiwi, mango, papaya, ananas og banan.

Hvad skal man undgå?

Udover müsliblandinger og grene fra hyld og træer med stenfrugter, skal man undgå at give sin kanin:

- Avocado, kartofler, tomatplanter, majskolber, rabarber, græs der er slået med en plæneklipper og alle former for løgplanter (fx påskeliljer og hyacint mm.).

- Icebergsalat og agurk indeholder stort set kun vand, kan give diarré og indeholder ikke nogen særlige næringsstoffer.

- Undgå også diverse ”godbidder” som fx korn- og nøddestænger, der indeholder meget sukker og stivelse. Undgå alle mælkeprodukter som kaniner slet ikke kan tåle.

Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.