Kikkertundersøgelse/ endoskopi

Kikkertundersøgelse / endoskopi

Et endoskop er et apparat, der bruges til kikkertundersøgelser af kropshuler og organer, som herved kan undersøges indvendigt. Billedet af organernes indre kan ses i en kikkert eller sendes via videoteknik til en monitor (skærm).

Det hyppigst anvendte endoskop i veterinær praksis er et såkaldt fiberendoskop. Gennem kanaler i endoskopet er det muligt at indføre instrumenter, der kan udtage biopsier og indsprøjte og udtage væsker. Disse fiberendoskoper har typisk en diameter på 5-15 mm.

Derudover anvendes også stive endoskoper, der består af et metalrør med indbyggede optiske systemer. Disse anvendes typisk til undersøgelser og behandlinger i led og bughule.

Hvor anvender vi endoskopet?

Mave-/tarmkanalen:

  • Spiserør (oesophagoskopi)
  • Mavesæk (gastroskopi)
  • Tolvfingertarmen (duodenoskopi)
  • Endetarm (coloskopi)
  • Tyktarm (rektoskopi)

Biopsier er en uvurderlig hjælp til at stille den rigtige diagnose i forbindelse med forandringer i mave-/tarmkanalen. Endoskopet føres ind via mundhulen ved undersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm, og via endetarmsåbningen, når det er endetarm eller tyktarm, der skal undersøges.

Luftveje:

  • Luftrør (bronchoskopi)
  • Næsehule (rhinoskopi)

I luftvejene kan der udtages biopsier samt foretages skylleprøver, hvor sterilt saltvand sprøjtes ind i luftrør eller bihuler for umiddelbart efter igen at blive suget ud. Disse skylleprøver kan undersøges for eventuelle celler eller parasitter og bruges til dyrkning for at påvise bakterier.

Led:

  • Typisk knæled, men alle større led kan i princippet endoskoperes (arthroskopi)

Endoskopet anvendes til at finde årsagen til hævelse og smerter i leddet. Man kan blandt andet afsløre slidgigt, ledbetændelser, meniskskader, løse bruskstykker og beskadigede korsbånd.

Urinveje:

      •  Blære ( cystoskopi ) hos tæver

      •  Skede ( vaginoskopi )

 

En endoskopi kræver, at dyret er i fuld bedøvelse.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.