Tandrens

Tandrens

En almindelig tandrensning starter med at, man fjerner de største stykker tandsten, så det er lettere at vurdere evt. blottede tandhalse og tændernes fæste i tandkødet. Samtidig lettes den videre tandrensning. 

Tandsten fjernes med en ultralydsrenser. Ultralydsrenseren er et instrument, der giver en meget lille og hurtig bevægelse på tanden, så resterne af tandstensbelægningerne kan fjernes. Tænderne renses både på yder- og indersiden.

Efter ultralydsrensningen kan der bruges et håndinstrument til at rense tæt ved tandkødet og i eventuelle tandkødslommer. Desuden måles dybden af eventuelle tandkødslommer for at vurdere om der er tegn på paradentose. Det vil ofte være nødvendigt at anvende røntgen for endeligt at vurdere tilstandens udbredelse.

Dernæst poleres tænderne med polérpasta. På den måde forebygges, at bakterier og plak sætter sig på tænderne. Til sidst kan tænderne renses med klorhexidin, og eventuelle tandkødslommer skylles. Efter tandrensningen aftales det næste tandeftersyn, og du får information om efterbehandling, tandbørstning og produkter, der kan hjælpe med den daglige tandpleje.

 

Hvad skal du være opmærksom på efter en tandrensning?
Efter en tandbehandling informeres du som ejer om efterbehandling, forebyggende behandlinger og næste tandeftersyn. Alle disse forhold vil være individuelle fra hund til hund/kat til kat, og programmet sammensættes efter netop dit dyrs behov.

  • Efterbehandling vil typisk være, at hunden/katten skal gennemgå en antibiotikakur og derefter komme til kontrol på klinikken, hvor tandkødet vurderes.
  • Hvis det er muligt, kan du som ejer børste hundens/kattens tænder med en blød tandbørste og specielt tandpasta. Derudover kan du anvende klorhexidin-mundspray, som skal sprøjtes på tandhalsene 2 gange om ugen for at nedbringe bakteriebelægningerne. Der findes specialtandpasta med leversmag.
  • Fodermæssigt kan man også forebygge tandsten. Tørkost er godt til tænder og tandkød. Her på klinikken har vi en decideredt tanddiæt, nemlig Prescription Diet® T/D  til hund og kat. Det er et fuldfoder der kan gives alene eller blandes i andet foder. T/D bruges, hvis for eksempel katten eller hunden beviseligt danner plak/tandsten. Foderpillen knuses ikke på samme måde som en normal foderpille, og på grund af nogle fibre i pillen, vil denne rense tanden. Det bedste resultat med foderet fåes ved, at hunden eller katten får foderet efter en tandrens.
Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.