VÆRSGO - 7 GRUNDLÆGGENDE TIPS MOD DYRLÆGESKRÆK

7 tips til dig, der gerne vil undgå at skabe angst for at komme til dyrlægen hos din hund.
Tipsene er dog også uundværlige, hvis du er så uheldig, at din hund allerede ER bange for at komme til dyrlægen.

Disse er venligst lånt fra Dyrlægeskræk:
http://dyrlægeskræk.dk/undgaa-dyrlaegeskraek-7-tips-der-virker/

Besøg din dyrlæge - også når du ikke har brug for det!

Hvis hunden kun kommer til dyrlægen, når den er syg eller skal undersøges, så er det meget sandsynligt, at den vil udvikle skræk for at komme på klinikken.
Derfor er et af de bedste råd mod dyrlægeskræk at besøge sin dyrlæge regelmæssigt og sørge for, at det er positive oplevelser med masser af godbidder.

Langt de fleste dyreklinikker byder heldigvis deres patienter velkomne på disse uforpligtende "godbids-visitter". Også nybagte hvalpeejere bør have dette i tankerne og sørge for flere visitter inden deres første hvalpevaccination ved 12-ugers alderen.
En overvægt af positive oplevelser er den bedste sikring mod dyrlægeskræk!

Bliv ej væk!

Hvis din hund får en dårlig oplevelse hos dyrlægen, så bliv ej væk! Sørg for at få flere positive besøg, hvor det kun handler om at spise godbidder, i de efterfølgende uger.
Jo flere positive besøg du kan aflægge, desto bedre kan du udviske den dårlige oplevelse. Hvor mange besøg, der er brug for, vil afhænge af din hunds temperament og graden af ubehag i den dårlige oplevelse.

Træn tilvænning til håndtering

Det kan ikke gentages ofte nok! Jo mere vant til håndtering din hund er, desto bedre vil den kunne klare håndteringen hos dyrlægen - hvis du har trænet det på den positive måde, vel at mærke.

Undlad at kæmpe med din hund

Hvis der er noget, din hund bliver bange for, så spørg altid dig selv, om det virkeligt er bydende nødvendigt for din hunds helbred lige nu og her.
Hvis svaret er ”nej”, så afbryd seancen og træk i stedet i træningstøjet.
Træn dernæst din hund til at få gjort det nødvendige på sigt. Er svaret ”ja”, så snak med din dyrlæge om der er mulighed for at din hund kan få noget beroligende inden i fortsætter.

Tilvæn din hund til dyrlægeudstyr

Der er ingen grund til at hunden skal møde de mærkelige redskaber for første gang hos dyrlægen. Invester f.eks. i et doktorsæt og træn positiv tilvænning til ”instrumenterne” hjemme i stuen.

Brug altid gode godbidder hos dyrlægen

At få godbidder hos dyrlægen skaber en positiv association til klinikken og personalet og holder stressen nede.
Tag evt. med hjemmefra, hvis din hund er kræsen. Velkendte godbidder kan desuden være med til at øge trygheden.

Pres ikke hunden!

Tryk avler modtryk og skaber en negativ oplevelse for hunden. Lad f.eks. hunden hoppe op på bordet eller vægten selv.
Tænk over, om der er andre situationer, hvor du presser hunden (trækker den med i snoren m.m.). Er din hund meget lang tid om at overvinde sin modvillighed, bør du træne situationen forud, så du ikke føler dyrlægens tidspres tynge dine skuldre og friste dig til at presse din hund.

Få mere viden, tips og idéer på facebook.com/dyrlaegeskraek – eller scan QR koden

page1image1824224
Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.